Aarhus
Business College
Om Aarhus Business CollegeNyhederNi aarhusianske gymnasier og erhvervsuddannelser bliver nu røgfri i skoletiden

Ni aarhusianske gymnasier og erhvervsuddannelser bliver nu røgfri i skoletiden

Skrevet af liro mandag d. 18. november 2019

Aarhusianske ungdomsuddannelser – bl.a. HHX og EUX Business på Aarhus Business College – er gået sammen i en fælles kamp mod cigaretterne.

For første gang i 20 år er antallet af unge rygere stigende i Danmark, og den tendens vil byens ungdomsuddannelser gøre noget ved.

”Nogle unge lærer at ryge på ungdomsuddannelserne, og det kan have negativ indflydelse på deres sundhed resten af livet. Vi tager ansvar ved at fjerne en unødvendig fristelse,” siger uddannelsesdirektør på Aarhus Business College Hans Henning Nielsen.

Han udtaler sig på vegne af Risskov Gymnasium, Viby Gymnasium, Århus Statsgymnasium, Marselisborg Gymnasium, Aarhus Katedralskole, Aarhus Gymnasium, SOSU Østjylland, Aarhus Business College EUX og Aarhus Handelsgymnasium, som går sammen om at skabe røgfri skoletid fra 1. august 2020.

Rygestop-forløb og aktiviteter

Fra næste skoleår bliver det simpelthen forbudt at ryge i skoletiden – også uden for skolernes matrikler. Eleverne får i stedet tilbudt alternative sociale aktiviteter og fællesskaber, der efter behov suppleres med f.eks. rygestop-forløb, for de elever, der har svært ved at klare en skoledag uden røg.

”Det er en udfordring, og vi løser den ikke på en uge. Fællesskabet om cigaretterne skal væk. Det skal ganske enkelt være sjovere, hyggeligere og mere fristende at blive på skolen i pauserne end at smutte væk for at ryge,” siger Kirsten Skov, rektor på Marselisborg Gymnasium.

Elevråd har en vigtig stemme

I den proces har elevrådene en vigtig rolle. De forskellige skolers elevråd mødes den 18. november på Risskov Gymnasium til en fælles workshop om røgfri skoledag. Her diskuterer de, hvordan man skaber en god hverdag på skolerne uden rygning, og som inspiration får de blandt andet oplæg fra Gitte Vils, sundhedsmedarbejder i Aarhus Kommune.

Også Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, holder oplæg for de ni elevråd, der repræsenterer over 8000 elever. På vegne af Aarhus Kommune bakker hun op om Røgfri Skoletid.

”Alt for mange unge begynder at ryge. Vi ved, de ofte begynder, når de er på ungdomsuddannelserne, og vi er derfor meget glade for skolernes nye initiativ”, siger hun.

Beslutningen om røgfri skoledag er taget, men elevrådene har en vigtig rolle i at få initiativet til at fungere. Blandt andet når det kommer til igangsættelse af aktiviteter i skoletiden, der kan være med til at understøtte fællesskabet og erstatte rygernes sociale pauser.

Et socialt samlingspunkt

”Rygning er farligt, men også et socialt samlingspunkt for rygerne og de potentielle rygere,” fortæller Lone Sandholt Jacobsen, rektor på Viby Gymnasium, som allerede i januar 2018 indførte røgfri skoletid.

Viby Gymnasium er en del af initiativet og deler erfaringerne fra de seneste år med røgfri skoledag med de andre skoler.

”Vi har nogle erfaringer, som de andre skoler helt sikkert kan bruge, og vi ønsker forsat at udvikle vores gymnasium med røgfrihed. Vi ved det hjælper – førhen var det normalt, at eleverne stod i grupper i pauserne og røg. Det ser vi ikke mere,” fortsætter Lone Sandholt Jacobsen

Røgfri Skoletid

  • Risskov Gymnasium, Viby Gymnasium, Århus Statsgymnasium, Marselisborg Gymnasium, Aarhus Katedralskole, Aarhus Gymnasium, SOSU Østjylland, Aarhus Business College EUX og Aarhus Handelsgymnasium, går sammen om at skabe røgfri skoledag fra 1. august 2020.
  • Formålet er at skabe en sundere og bedre hverdag for skolernes elever og bidrage til at færre unge begynder at ryge.
  • Initiativet skal forhindre nye elever i at blive fristet til at ryge. Røgfri skoletid er også en hjælp til de elever, der gerne vil stoppe med at ryge, fordi de ikke bliver fristet til at ryge i løbet af skoledagen.
  • De ansatte er rollemodeller – derfor gælder røgfri skoletid også dem.
  • Gymnasiernes matrikler har i mange år været røgfri. Nu udvides begrebet, så det gælder i skoletiden fra kl. 07.45 til kl. 17. Det vil sige, at eleverne ikke længere må gå sig en tur med en cigaret eller stille sig hen på et gadehjørne og ryge. Det er også forbudt at ryge på studieture.
  • Viby Gymnasium har haft røgfri skoledag siden 1. januar 2018.
  • SOSU Østjylland har haft røgfri skoledag siden 1. januar 2019.
  • Marselisborg Gymnasium har haft røgfri skoledag siden 1. august 2019.

Fakta om rygning

  • For første gang i 20 år er kurven for antallet af unge rygere stigende i Danmark. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017 ryger 29 procent af de 16 til 24-årige dagligt eller lejlighedsvist. Til sammenligning lå det tal i 2013 på 25 procent.
  • Antallet af rygere vokser gennem gymnasietiden, altså fra 1.g -3.g, blandt både piger og drenge.
  • Er man ikke begyndt, når man er 18, er det usandsynligt, at man begynder.
  • Rygning øger risikoen for mere end 15 forskellige kræftformer og fører også til mange andre sygdomme.
  • 600 danskere dør hvert år af rygning. Til sammenligning dør knap 200 mennesker hvert år som følge af trafikulykker.

(Kilde: Kræftens Bekæmpelse)

Relaterede nyheder


Martha drømmer om OL i 2024

Martha drømmer om OL i 2024

Skrevet af liro

Der er masser af fart på 17-årige Martha Danneskjold Rasmussens hverdag. Bogstavelig talt. Hun går både på HHX i Viby og spæner rundt om atletikbanen flere gange i ugen med nogle af de bedste atleter ...

Læs mere
Maria vandt årets Fagprøvepris: ”Jeg er meget overvældet og glad”

Maria vandt årets Fagprøvepris: ”Jeg er meget overvældet og glad”

Skrevet af liro

Maria Gade Jacobsen fra Aarhus Business College har skrevet en fagprøve, som er blevet kåret til årets bedste.

Læs mere

Aarhus Business College

Om Aarhus Business College

Sønderhøj 9

8260 Viby J

8936 3636

aabc@aabc.dk

CVR: 48 57 06 58

EAN: 5798000554238