Hovedmenu
Undervisningen på EUD for Studenter (EUS) foregår online, og det giver dig stor fleksibilitet og frihed, fordi du selv sidder og arbejder med undervisningsmaterialet, hvor du vil, og når du vil. Du møder altså ikke fysisk ind til undervisning på skolen. Det er kun til eksamen, du skal møde fysisk op på skolen.
Materialet er specielt tilrettelagt og udviklet til dette formål, og går du i stå eller har spørgsmål, så står en vejleder naturligvis klar til at hjælpe dig.
Du kan få hjælp og vejledning fra undervisere på alle hverdage. Du er altså ikke afhængig af at skulle møde på bestemte datoer, men kan derimod arbejde selvstændigt i dit eget tempo og lave opgaver, lige når det passer dig.
Undervisningen er praksisnær. Det betyder, at vi arbejder med virksomheder og cases fra verden omkring os og kobler teori og praksis i alle fag.
Vi tager udgangspunkt i autentiske problemstillinger målrettet den virkelighed, du vil møde under din elevtid. Det betyder, at du får færdigheder, du kan bruge direkte i din dagligdag.
Der er både teorilæsning og opgaveaflevering.
Du skal have de merkantile grundfag virksomhedsøkonomi, afsætning og erhvervsinformatik samt det uddannelsesspecifikke fag (USF).
USF er et fag, der direkte afspejler den uddannelsesretning, du har valgt, og indeholder emner, der alle kredser om forskellige aspekter af din valgte uddannelsesretning.
Du kan læse mere om fagene herunder.
Du får en grundlæggende forståelse for de økonomiske problemstillinger i en virksomhed. Vi kommer hele vejen rundt om de dele, der har betydning for virksomhedens økonomi; fra regnskabsopstilling og -analyse til omkostningsstyring og opstilling af resultatbudgetter.
Faget handler selvfølgelig mest om økonomi, men du lærer også om den del af virksomhedernes dagligdag, som handler om miljø og social ansvarlighed.
Vi ser på markedsforhold, markedsføring og branding. Du lærer om udbud og efterspørgsel og generelle afsætningsmæssige forhold.
Desuden ser vi på marketingmixet, der handler om de parametre, du skal anvende for at analysere en konkurrencesituation og udarbejde en markedsføringsplan.
Faget Erhvervsinformatik C indeholder 3 hovedemner, nemlig Digital myndiggørelse, Erhvervsrettet digital udvikling og Teknologisk handleevne og computational tankegang.
Du skal arbejde med emnerne digital udvikling, sikkerhed og adfærd, digitale artefakter, teknologiforståelse, analyse af digitale artefakter, designudvikling og meget mere.
Forløbet afsluttes med en dokumentationsopgave, der dækker hele pensum. Opgaven er obligatorisk for forløbets gennemførelse, da den er en del af eksamen.
Vær obs på, at undervisningen foregår online, og det kun er til eksamen, du skal møde fysisk op på skolen.
Studievejleder, EUX Gymnasiet
22497183
lgso@aabc.dk
Uddannelsessekretær, EUX Gymnasiet
25413531
stpe@aabc.dk