Hovedmenu

EUS 5 uger forløb

EUS foregår online og tager 5 uger at gennemføre.

Når du tilmelder dig EUS online får du et opstartsbrev, hvor du kan se alt, hvad du har behov for at vide. Der er selvfølgelig også kontaktoplysninger på din vejleder, som du kan tage fat i ved spørgsmål eller hvis du mener, at der er nogle særlige forhold, der berører din uddannelse, som din vejleder bør kende til.

EUS er et fuldtidsstudie og al undervisning er online. Du møder altså ikke fysisk ind til undervisning på Aarhus Business College. Når du skal til eksamen i slutningen af forløbet bestemmer du dog selv, om du vil tage eksamen online eller møde fysisk op på Aarhus Business College i Viby J.

Materialet er specielt tilrettelagt og udviklet til onlineundervisning, og går du i stå eller har brug for hjælp, så står en underviser naturligvis klar til at vejlede dig alle hverdage. Du er altså ikke afhængig af at skulle møde på bestemte datoer, men kan derimod arbejde selvstændigt i dit eget tempo og lave opgaver, lige når det passer dig. Det giver dig stor fleksibilitet og frihed, fordi du selv sidder og arbejder med undervisningsmaterialet, hvor du vil, og når du vil.

Den første dag i forløbet får du en vejledende arbejdsplan, der hjælper dig til at tilrettelægge dit forløb og får dig godt igennem EUS.

De første fire uger arbejder du med materialet og afleverer nogle enkelte opgaver. Den sidste uge går du til eksamen i ét af grundfagene og i din case fra det uddannelsesspecifikke fag, som du har arbejdet med gennem hele forløbet.

I undervisningen arbejder vi med virksomheder og cases fra verden omkring os og kobler det med teori. Vi tager altså udgangspunkt i rigtige problemstillinger, som ligger op ad dem, du vil møde i virkeligheden under din elevtid. Det betyder, at du får færdigheder, du kan bruge direkte i din hverdag.

På EUS 5 ugers forløb har du 3 fag.

Handel, detail (butik) og event har:

  • Afsætning C
  • Virksomhedsøkonomi C
  • Uddannelsesspecifikt fag

Kontor har:

  • Virksomhedsøkonomi C
  • Erhvervsinformatik C
  • Uddannelsesspecifikt fag

Det uddannelsesspecifikke fag tager udgangspunkt i den retning, du vælger, når du tilmelder dig EUS – handel, detail (butik), kontor eller event.

Læs mere om fagene

Elevplads på EUS

Du behøver ikke at have fundet en elevplads inden du begynder på et EUS online forløb.

Hvis du ikke har fundet en elevplads, når du begynder på EUS online, så vil du blive ringet op af en erhvervskonsulent fra Aarhus Business College, der hjælper dig med at finde en elevplads. Hvis du stadig ikke har fundet en elevplads, når dit 5 ugers EUS forløb er slut, så har du mulighed for at færdiggøre din uddannelse i vores skoleoplæringscenter eller et andet oplæringscenter tæt på dit hjem. Men der er masser af gode elevpladser at finde.

Hvornår tager man EUS?

EUS online bygger oven på din STX, HHX, HTX eller HF og er dit springbræt til en elevplads og en karriere i erhvervslivet.

I oversigten herunder kan du se, at EUS ligger naturligt i forlængelse af en studentereksamen. Du kan klikke på kasserne og læse mere om hvert step.

  • 1

    Du har færdiggjort en studentereksamen (STX, HHX, HTX, HF)

    Du har færdiggjort en studentereksamen (STX, HHX, HTX, HF)

    Du har færdiggjort din STX, HHX, HTX eller HF, men har fundet ud af, at du ikke har lyst til at læse videre. Du har måske fundet ud af, at du gerne vil arbejde i en butik, med events eller finde en anden vej til fx revisions-, økonomi- eller shippingbranchen, der ikke er fyldt med akademiske opgaver. Derfor begynder du på EUS, der giver adgang til at blive elev inden for detail (butik), handel, kontor og event.

  • 2

    Du kan begynde på EUS online

    Du kan begynde på EUS online

    Hvis du har gennemført din studentereksamen, så kan du begynde på EUS uanset din alder.

    Når du tilmelder dig EUS, vælger du, hvilken retning, du vil uddannes og altså være elev inden for. Du kan vælge detail (butik), handel, kontor eller event.

    Hvis du er over 25 år når du begynder på EUS, laver vi en kompetencevurdering på baggrund af din erhvervserfaring og uddannelsesbaggrund for at finde ud af, om du kan forkorte EUS forløbet.

    EUS forløbet varer 5 uger og foregår online.

     

  • 3

    Du er klar til at blive elev i en virksomhed

    Du er klar til at blive elev i en virksomhed

    Efter de 5 uger er du færdig og kan begynde på din elevplads hos en virksomhed.

    Du skal være en del af virksomheden i to år, hvor du arbejder mens du lærer. I løbet af de to år er du på skoleophold ad nogle omgange, hvor du får den nyeste viden med hjem og kan prøve den af i den virksomhed, du er hos.

    I din elevtid får du elevløn, så du tjener altså rigtige penge, imens du uddanner dig.

  • 4

    Færdiguddannet og klar til at starte din karriere

    Færdiguddannet og klar til at starte din karriere

    Efter to år som elev hos en virksomhed er du færdiguddannet. Du har nu fået en masse læring og erfaring, der stiller dig rigtig godt og giver dig et stort forspring i jagten på dit drømmejob.

Har du spørgsmål?