Aarhus
Business College
Om Aarhus Business CollegeNyhederMartha drømmer om OL i 2024

Martha drømmer om OL i 2024

Skrevet af broh torsdag d. 3. oktober 2019

Der er masser af fart på 17-årige Martha Danneskjold Rasmussens hverdag. Bogstavelig talt. Hun går både på HHX i Viby og spæner rundt om atletikbanen flere gange i ugen med nogle af de bedste atleter i Danmark. Nu drømmer hun om at repræsentere sit land ved de Olympiske Lege i 2024 og 2028.

BANG! Startskuddet lyder, Martha har lige forladt startblokken. Hendes hoved er fuldstændig tomt for tanker. Kun opremsningen af skridt 1.2.3.4.5.6.7…1.2.3.4.5.6.7 mellem hver hæk fylder i hovedet som en summende messen. Martha tæller skridt, så hun ved præcist, hvornår hun skal hoppe over hækken i sit løb på den 400 meter lange bane.
”Det fede ved hækkeløb er, at jeg kan brænde mig selv fuldstændigt ud og virkelig mærke, at jeg lever,” siger 17-årige Martha, der første gang hun stillede op til 400 meter hækkeløb blev danmarksmester.

Hun bukker sig ned for at snøre sine sølvfarvede pigsko, og de Olympiske ringe titter frem over hendes ankel.

”Jeg fik tatoveringen, efter jeg var med til Junior OL i sommer. Er den ikke flot?”

Martha kommer lige fra handelsgymnasiet, hvor hun har haft undervisning. Efter et par timers træning, skal hun tilbage igen for at have engelsk. Hun træner cirka otte gange om ugen.

Hun dyrker både atletik på eliteplan, og så danser hun disko på eliteplan.

Skole og sport

Marthas skoleskema ser lidt anderledes ud end de andre HHX-elevers. Der er færre undervisningstimer, som til gengæld er skiftet ud med træning. Hun går på skolens Team Danmark-linje, og det betyder, at hun tager HHX over fire år i stedet for tre år.

Det skaber luft i skemaet til både diskodans og hækkeløb på stadion i Aarhus.

”Team Danmark-muligheden betyder, at jeg føler, jeg har tid til det hele. Både venner, skole og sport. Jeg kan rigtig godt lide at have styr på det hele og nå alt det, jeg gerne vil,” siger Martha, som valgte HHX, fordi hun gerne ville prøve nogle nye og spændende fag efter folkeskolen.

”For mig skal der altid ske noget nyt,” forklarer hun.
”Jeg kunne godt tænke mig at blive jurist eller advokat, fordi jeg synes samfundsfag er megaspændende. På HHX har vi erhvervsjura, det er ret fedt.”

Fuld fart på

Til dagligt træner Martha med blandt andet sølvvinder i 400 hækkeløb ved OL i Rio 2016 Sara Slott Petersen.

Hun hjælper mig rigtig meget og er en virkelig god støtte. Mange af de ting, hun har opnået, vil jeg også gerne opnå,” siger den ambitiøse gymnasieelev.

Martha har altid været meget optaget af sportens verden. Sport har også været på programmet derhjemme. Med en far, der er tidligere professionel fodboldspiller, og en mor, der har spillet håndbold på eliteplan, har der været fart på.

”Men det med bolde, det kan jeg simpelthen ikke. I tirsdags fik jeg en medicinbold i hovedet til træning,” siger hun og griner.

Men modsat medicinbolde har Martha helt styr på drømmene.

”Min helt store drøm er at komme til OL i 2024 og i 2028.”

Kom med Martha til træning

Martha læser og løber

Relaterede nyheder


Maria vandt årets Fagprøvepris: ”Jeg er meget overvældet og glad”

Maria vandt årets Fagprøvepris: ”Jeg er meget overvældet og glad”

Skrevet af broh

Maria Gade Jacobsen fra Aarhus Business College har skrevet en fagprøve, som er blevet kåret til årets bedste.

Læs mere
Aarhus Business College og Handelsfagskolen planlægger fusion

Aarhus Business College og Handelsfagskolen planlægger fusion

Skrevet af broh

To stærke skoler vil gå sammen om at skabe Danmarks bedste handels- og detailuddannelser. Ambitionen er at etablere et fagligt fyrtårn inden for det merkantile felt.

Læs mere

Aarhus Business College

Om Aarhus Business College

Sønderhøj 9

8260 Viby J

8936 3636

aabc@aabc.dk

CVR: 48 57 06 58

EAN: 5798000554238