Aarhus
Business College
Om Aarhus Business CollegeNyhederMaria vandt årets Fagprøvepris: ”Jeg er meget overvældet og glad”

Maria vandt årets Fagprøvepris: ”Jeg er meget overvældet og glad”

Skrevet af broh onsdag d. 2. oktober 2019

Maria Gade Jacobsen fra Aarhus Business College har skrevet en fagprøve, som er blevet kåret til årets bedste.

Musikken er høj. Folk danser og har det sjovt. Der er rusuge på Marias nye uddannelse Informationsvidenskab på Aarhus Universitet. Marias telefon ringer i lommen.

Navnet på hendes tidligere underviser fra Aarhus Business College dukker op på skærmen.

”Hvad vil han?” tænker hun.

Han vil fortælle, at Maria Gade Jacobsen har vundet Fagprøveprisen 2019 inden for Detailuddannelsen.

”Jeg havde slet ikke regnet med, jeg ville vinde. Jeg var næsten chokeret over det. Det var vildt bare at være nomineret blandt de ti bedste. Da jeg fik at vide, jeg havde vundet, spurgte jeg, om det var en joke,” siger 22-årige Maria og smiler.

Hvad er en fagprøve?

Som en afslutning på din erhvervsuddannelse skriver du en fagprøve, hvor du tager udgangspunkt i den virksomhed, du er elev i. Prøven afsluttes med en mundtlig eksamen, hvor projektet præsenteres.

Elev hos Salling

I 2016 fik Maria en blå studenterhue på fra HHX Aarhus Handelsgymnasium. Hun valgte at tage et sabbatår, hvor hun arbejdede i en vuggestue. Herefter ville hun gerne prøve noget andet. Efter at have set et opslag på Facebook om erhvervsuddannelse for studenter, valgte hun at uddanne sig til salgsassistent.

”Det lød som en rigtig fin uddannelse,” siger Maria, som fik en toårig elevplads i Salling. Her arbejdede hun i afdelingen for herremode, hvor hun havde forskellige ansvarsområder.

”Jeg stod med al kontakt af leverandører og opfyldning af varer. Jeg havde meget ansvar, selvom jeg var elev. Det var megafedt,” siger hun.

Blev mere selvsikker i skolen

Mens Maria var elev i Salling, var hun med jævne mellemrum tilbage på Aarhus Business College for at lære om bl.a. kundeservice, markedsføring og butiksindretning. Hun synes, at koblingen mellem skole og praktik er god.

”Jeg kunne hele tiden se, at det jeg lærte i skolen, kunne jeg rent faktisk bruge til noget. Så det har været et fedt forløb.”

Derudover er hun blevet meget mere selvsikker, når hun skal fremlægge.

”Jeg har ikke altid været den, der har været den allerbedste til præsentationer og store opgaver, men jeg har rykket mig helt vildt. Derfor vil jeg huske tilbage på alle de faglige og personlige ting, jeg har fået med.”

En moderigtig fagprøve

Maria valgte uddannelsen som salgsassistent, da hun altid har haft en stor interesse for mode.

”Det var megaspændende at stå i butik, og det var fedt, at Salling er et stort hus med mange mennesker og udviklingsmuligheder, ” siger Maria, der tog HR-kurser på Erhvervsakademiet, mens hun var elev hos Salling.

Og det var ikke kun Marias valg af retning, der var præget af mode. Også fagprøven fokuserede på bæredygtig mode.

”Jeg skrev om et bæredygtigt tøjmærke. Jeg havde fokus på, at de bruger genanvendte plastikflasker i tøjet i stedet for polyester. Jeg lavede en uge med et event, hvor jeg samlede folks plastikflasker ind og lavede konkurrencer og satte fokus på emnet bæredygtighed,” fortæller hun.

Hun undersøgte, om et øget fokus på events og storytelling kunne være med til at booste salget af tøjmærket i Salling. Det kunne det, for i fokusperioden løftede Maria salget af KnowledgeCotton Apparel med 62 procent.

”Det var den opgave, jeg havde nemmest ved at skrive. Emnet var megafedt,” siger Maria om sin fagprøve.

Mange åbne døre

Nu er Maria lige begyndt på Informationsvidenskab på Aarhus Universitet.

”Mens jeg tog min erhvervsuddannelse, fandt jeg ud af, at jeg helt vildt godt kunne lide at gå i skole. Jeg kunne godt tænke mig et fuldtidsstudie. Jeg er typen, der springer ud i tingene og så finder jeg ud af, om det er mig.”

I dag arbejder hun stadig i Salling som assistance ved siden af sit studie.

Et skulderklap

Med præmien for 1.pladsen ved Fagprøveprisen følger 25.000 kroner.

”Pengene skal helt sikkert på en opsparing, for jeg skal ud at rejse på et tidspunkt,” siger Maria.

“Jeg er meget overvældet og glad. Det var en helt vild stor oplevelse at vinde. Jeg er helt vildt taknemmelig over, at min fagprøve er blevet valgt.”

Fagprøveprisen

Hvert år på Børsen uddeles Fagprøveprisen til de tre bedste elever, som har udmærket sig gennem deres fagprøve på erhvervsuddannelsen inden for detailhandel. Prisen uddeles i år for 21. gang.

Det er HK Handel, HK/Privat og Dansk Erhverv, som står bag uddelingen.

Relaterede nyheder


Martha drømmer om OL i 2024

Martha drømmer om OL i 2024

Skrevet af broh

Der er masser af fart på 17-årige Martha Danneskjold Rasmussens hverdag. Bogstavelig talt. Hun går både på HHX i Viby og spæner rundt om atletikbanen flere gange i ugen med nogle af de bedste atleter ...

Læs mere
Aarhus Business College og Handelsfagskolen planlægger fusion

Aarhus Business College og Handelsfagskolen planlægger fusion

Skrevet af broh

To stærke skoler vil gå sammen om at skabe Danmarks bedste handels- og detailuddannelser. Ambitionen er at etablere et fagligt fyrtårn inden for det merkantile felt.

Læs mere

Aarhus Business College

Om Aarhus Business College

Sønderhøj 9

8260 Viby J

8936 3636

aabc@aabc.dk

CVR: 48 57 06 58

EAN: 5798000554238