Hovedmenu
I 1865 blev Aarhus Business College stiftet under navnet Handelsforenings Aftenskole. Hermed er skolen landets ældste handelsskole, som med over 3200 årselever og mere end 350 fuld- og deltidsmedarbejdere også er en af landets største.
For Aarhus Business College har uddannelse altid handlet om bevægelse. Fremad, indad og udad. Alle er retninger og rejser, et menneske kan tage i sit liv.
Fremad i den personlige udvikling med tilegnelsen af nye kompetencer. Det sker hver dag, når vores undervisere deler deres viden bygget på et solidt fundament af teori koblet med erfaring og viden fra erhvervslivet. Det gør os virkelighedsnære og forbereder vores elever på deres senere møde med verden – uanset om den er på universitetet eller i erhvervslivet. Det gælder også i karrieren – hvad end den har flest år foran eller bag sig. Det sker dagligt på vores mange kurser, hvor alle lige fra nyuddannede, til jobsøgende og garvede på arbejdsmarkedet tager plads i vores fysiske klasselokaler, den agile undervisningshybrid Open Learning Center eller hjemme foran egen computer.
Indad, når vi ikke blot nøjes med at uddanne, men også danner vores elever til hele mennesker. Eksempelvis, når undervisningen i de merkantile hovedfag nuanceres og perspektiveres ved også at undervise eleverne i vigtig kulturarv, litteratur og sprog. Dannelsen af hele mennesker er vigtig, fordi vi hos Aarhus Business College tror på, at bedre ruster til at tage del i en globaliseret fremtid og rejsen udad.
Hos os sker det, når vi gør vores verden mere tilgængelig for elever og undervisere ved konstant at søge et globalt udsyn og udvidelsen af horisonter. Det gælder, når vi sender vores undervisere på et flere uger langt kompetenceudviklingsforløb i Vietnam i samarbejde med Ton Duc Thang University. Når vi med 26 studierejser og tværgående rejser årligt giver vores elever både en oplevelse for livet og et indblik i et andet kulturliv, skolesystem og samfundsgrundlag. Og det gælder når vi med ”Praktik i Udlandet” gør det muligt for vores elever at komme til South Carolina i USA, Brighton og London i England samt Budapest i Ungarn.
Det er de rejser – både i bogstavelig og overført forstand, vi hver dag arbejder dedikeret for at klæde vores elever, kursister og undervisere på til. Siden 1865 og gennem fusioner og fornyelserne, har vi altid haft de samme grundpiller.
150 års arbejde og udvikling har gjort, at Aarhus Business College i dag står som en af Danmarks største handelsskoler med rekordhøje ansøgertal til vores brede spændvidde af uddannelser lige fra HHX til erhvervsuddannelser og kurser.