Hovedmenu
Vil du arbejde med online salg mellem virksomheder? Drømmer du om at udvikle webshops eller anvende sociale medier med henblik på øget salg? Synes du, kunderejser er spændende? Så er Digital handel måske det rigtige valg for dig.
På uddannelsen lærer du om kundeoplevelsen, købsadfærd, optimering af webshoppen, e-handel, og du får en forståelse for mulighederne i omnichannel.
Desuden kommer vi omkring sociale medier og online markedsføring samt analyse af webshoppens performance samt lager- og indkøbsoptimering blandt meget andet. Du får altså digital forretningsforståelse og lærer om digitalt salg og digital kundeservice. Du lærer også at arbejde med virksomhedens digitale platform og tilpasse den ud fra, hvad du ved om kundernes behov.
Det første obligatoriske fag på uddannelsen indeholder en introduktion til digital handel.
Dette omfatter bl.a. forretningsmodeller, trends, lovgivning og sammenspil mellem teknologi, funktionalitet og design. Du vil endvidere få en grundlæggende introduktion til SEO og købsadfærd.
I andet obligatoriske fag bygger vi videre på introduktionen til købsadfærd fra uddannelsens første modul.
Dette omfatter bl.a. målgruppesegmentering, målretning, forskellige informations- og salgs-kanaler, kundeloyalitet, tendenser og GDPR. Du vil desuden få en introduktion til dataanalyse.
I uddannelsens tredje obligatoriske fag går vi tættere på, hvilke dagligdags opgaver, der skal løses i virksomheden i forhold til digital handel.
Det omfatter bl.a. sortiment-sammensætning, vareoprettelse og produktinformation, markedsføringsplaner, ordrebehandling, kundekontakt og -service samt reklamationer og retur, og den dertilhørende lovgivning.
I fjerde fag bygger vi videre på den tidligere introduktion til dataanalyse og SEO.
Vi lærer bl.a. om dataindsamling, datakvalitet, visualisering og formidling, håndtering af personfølsomme data, KPIer og konverteringsoptimering.
Digital markedsføring er uddannelsens femte obligatoriske fag og udbydes ved Aarhus Business College på ekspertniveau. Faget giver dig viden om digital markedsføring, som skal gøre dig i stand til at varetage kampagner på sociale medier og bruge loyalitetsprogrammer.
Det omfatter bl.a. datadrevet markedsføring, OVP, automation samt content marketing. Herudover bygger vi videre på tidligere information om SEO og lovgivning.
Fagpakkens første obligatoriske valgfag handler om salgsoptimering med fokus på konvertering, merchandising, øget trafik og salgsvolumen.
Du bliver klogere på bl.a. salgsbudgetter, CRM-systemer, kundetyper og priskalkulationer. Vi bygger videre på tidligere information om loyalitetsprogrammer, konvertering, købsadfærd og dataanalyse.
Fagpakkens andet obligatoriske valgfag hedder Logistik og handler om både lagermuligheder og forsendelsesmetoder.
Valgfaget belyser bl.a. konsekvenser af forskellige lagertyper, logistik som konkurrenceparameter, lagerstyring og digitale systemer hertil, kvalitetssikring, omkostningsanalyse samt Supply Chain Management.
Tredje obligatoriske valgfag hedder Omnichannel og handler om samspillet mellem afsætningskanaler af både fysisk og digital karakter.
Det omfatter bl.a. optimering af kundeoplevelse, datadistribution, effektmåling og kontaktpunkter. Vi bygger videre på tidligere information om kundeadfærd.
E-procurement handler i høj grad om godt købmandskab med fokus på indkøbs- og lagerstyring.
Vi ser nærmere på indkøbsstrategier, leverandøranalyse, kalkulationer, forhandlingsparametre og -teknikker, transport og forsikring samt lagerniveau.
Sidste obligatoriske valgfag er Digital markedsføring 2, der bygger videre på Digital markedsføring 1, og som også udbydes på ekspertniveau. Faget strækker sig, som det eneste på uddannelsen, over 2 uger.
Faget koncentrerer sig om indholdsudvikling, målstyring og effektmåling, brugertests, brugervenlighed, kundefastholdelse, re-marketing samt markedsanalyse. Herudover bygger vi videre på tidligere information om SEO.
Igennem dette fag får du en værktøjskasse fyldt med effektive metoder og redskaber til at lykkes med fagprøveprojektet.
Få bl.a. viden om projektarbejde som arbejdsform, opbygning af en sammenhængende projektrapport, indsigt i at omsætte hovedkonklusioner i kort form samt præsentationsteknik.
Dennis Houmann Dinesen, Chief Digital Marketing Officer
”Når vi tager elever ind hos Shark & Co., har vi en klar ambition: Vi vil uddanne morgendagens talenter, som med tiden skal blive førende indenfor digital markedsføring – i vores virksomhed selvfølgelig. Faktisk uddanner vi elever, der bliver så dygtige, at vi virkelig ikke ville have lyst til at møde dem hos konkurrenterne efter endt elevtid. Det kræver tid, opmærksomhed og ressourcer, og dem allokerer vi gerne her hos Shark & Co. Vores elever bliver taget i hånden, når de har brug for det, og samtidig kastet ud på det dybe vand, når de er klar – altid med en redningskrans lige i nærheden.”
Som elev på en af vores handelsuddannelser har du mulighed for at komme på en 2-ugers studietur og gå i skole på Austin Community College i Texas. Studieturen består både af undervisning, virksomhedsbesøg og kulturelle oplevelser.
Se en video her fra studieturen til Texas, hvor elever og undervisere giver indblik i oplevelser og aktiviteter.
Som en del af kontoruddannelsen skal HK-eleven Marius Falck afsted på et spændende skoleophold i Texas. Her venter både faglige udfordringer og en ordentlig en på opleveren for den 41-årige kontoraspirant, der ad omveje fandt vej til HK-faget.
Læs historien her
Den 41-årige HK’er og voksenelev på Aarhus Universitet, Marius Falck, vendte i midten af november hjem fra et skoleophold i Texas. Bagagen var tungere på hjemrejsen, for der blev fyldt godt op med masser af fagligt udbytte og en ordentlig én på opleveren, fortæller han.
E-handelsmarkedet er i konstant vækst, og det gør jobmulighederne inden for digital handel rigtig gode. Nogle af de jobtitler, du kan få med denne uddannelse, er f.eks.: