Aarhus
Business College
HovedforløbNyhederMød seks elever der er i praktik

Mød seks elever der er i praktik

Skrevet af emily torsdag d. 12. december 2019

Hvordan er det at være i to års praktik i en virksomhed? Det var seks EUX Business-elever med til at besvare, da de kiggede forbi skolen. Du kan møde dem lige her.

“Jeg synes, det er vigtigt at fortælle om, hvor mange spændende ting, du kan lave i din praktik. Jeg er skoleklog, men jeg er megatræt af at analysere digte og lære ting, jeg ikke kan bruge til noget. Jeg engagerer mig mest, når jeg kan koble det, jeg lærer, til virkeligheden. Derfor er det fedt at være kontorelev.

Jeg laver fx bankbogføring, leverandørbetalinger og administrerer løn. Man skal kunne lide lovgivning og regler – og det kan jeg heldigvis. Kontorsammenhold er det bedste. Vi taler sammen stille og roligt, mens vi arbejder og kommer ind på livet af hinanden.”
– Maria Videriksen, kontorelev hos Vorup Tømmerhandel

“Jeg er kommet i dag, fordi det er vigtigt at sætte fokus på, hvad eventbranchen indebærer og kan tilbyde elever. Mange tror, at en eventkoordinator kun arrangerer bryllupper, men jeg laver så mange forskellige ting. Jeg sidder fx med 3D-tegninger, når jeg skal visualisere en konference eller et event. Jeg laver bookinger, og jeg håndterer alle ungdomsfester på Godsbanen.

Det er vigtigt at lave noget, man synes er sjovt – at have et job, som man kan stå op til hver morgen og tænke YES! Sådan har jeg det. Min dag består af meget brandslukning, og jeg ved aldrig hvad den byder på.”

– Pablo Rasmussen, event-elev hos Godsbanen

”Jeg sagde ja til at komme her i dag, fordi jeg så det som en god mulighed for at vise, at man sagtens kan blive til noget, selvom vejen dertil kan være hård. Og det var også en god mulighed for at hilse på mine gamle undervisere.

Som kontorelev har jeg mulighed for både at have en masse kontakt med andre mennesker samtidig kan jeg bruge mine styrker indenfor IT. Og så står jeg aldrig alene, jeg har altid en masse søde kollegaer, som kan hjælpe mig, hvis jeg får brug for det.
I min dagligdag arbejder jeg med administrativt arbejde, hvor jeg holder styr på ind- og udmeldingen i foreningen. Og samtidig så laver jeg også lidt sagsbehandling og kigger på kontingent. Når jeg er ude som elev, så får jeg virkelig afprøvet mine grænser, fordi det er noget helt andet at være ude i den virkelige verden end i skole. Det er fedt.”

– Camilla Holgaard, kontorelev hos 3F

“Jeg er på besøg på Aarhus Business College i dag for at fortælle om, hvordan det er at være elev i Bilka. Jeg har selv været butikselev i to år, og det var de sjoveste to år i hele min uddannelse. Du lærer rigtig mange mennesker at kende som butikselev – du får et kæmpe netværk. Og så får du store karrieremuligheder. Detailbranchen er en fantastisk branche, for alle er afhængig af den.

Det er fedt at være med hele vejen – fra vi modtager varen til den ender hos en tilfreds kunde. Nu er der snart Black Friday, og det er noget af det fedeste. Varerne bliver langet over disken i høj fart, og så er det ekstra sjovt at arbejde i en butik.”
– Mathias Rasmussen, netop uddannet som detail-elev hos Bilka, nu salgsassistent

“Jeg er kommet i dag, fordi jeg vil fortælle, hvorfor det er fedt at være handelselev i XL Byg. Det er fedt, fordi min hverdag er uforudsigelig, og fordi jeg kan lide at handle. Det tænder mig at lave en god handel, hvor både køber og sælger er tilfredse.

Jeg handler med professionelle kunder, og det betyder, at der er meget større risiko i processen, fordi det tit er ordrer på over 100.000 kr. Der er ikke plads til fejl, for så går ordren måske til konkurrenten, og det synes jeg er spændende.

Det er sjovt at have kontakten med de professionelle kunder, der ved hvad de vil have. Jeg skal stadig lære dem noget nyt, og det stiller store krav til min viden om forskellige produkter.”

– Marcus Grønning, handelselev hos XL-Byg

”Jeg er her i dag, fordi jeg så det som en spændende mulighed for at fortælle om min dagligdag hos Bestseller. Samtidig skaber vi også opmærksomhed for Bestseller, og vil gerne fortælle at Bestseller virkelig er et fedt sted at være elev.

Som indkøbselev har jeg mange forskellige arbejdsopgaver. Udover at indkøbe nye varer, så er jeg også både med til at designe og bestemme forskellige tøjkollektioner. Derudover har jeg en daglig kontakt med vores leverandører. Nogle gange skal jeg være med til at godkende farver eller print på vores tekstiler, så jeg er med i processen fra start til slut.

Det er fedt at komme ud i en butik og se nogle af de produkter, jeg selv har været med til at skabe hænger på stativerne.”

– Philip Sand, handelselev hos Bestseller

Relaterede nyheder


Nye Covid19-tiltag ændrer starten på skoleåret

Skrevet af liro fredag d. 7. august 2020

Aarhus Business College udskyder skolestarten for alle 1.års-elever på ungdomsuddannelserne en uge. Alle andre elever modtager virtuel undervisning fra mandag den 10. august.

Læs mere

Vivian vil effektivisere virksomheder og vinder ny pris på 25.000 kr.

Skrevet af liro

Vivian Payne vil med sin fagprøve effektivisere og forenkle arbejdsgangene i danske virksomheder. Hendes flotte opgave har skaffet hende DI og HK Privats fagprøvepris og 25.000 kroner.

Læs mere