Aarhus
Business College
HovedforløbNyhederHovedforløbselev på Aarhus Business College vinder årets uddannelsespris fra Hedorfs fond

Hovedforløbselev på Aarhus Business College vinder årets uddannelsespris fra Hedorfs fond

Skrevet af tinie torsdag d. 29. oktober 2020

Ann-Sofie Greve True er spedition- og shippingelev hos Anders Nielsen & Co A/S. Hun har netop afleveret sin fagprøve, som har indbragt hende årets uddannelsespris fra Hedorfs fond og 10.000 kr.

Mandag den 26. oktober blev på ingen måder mandags-agtig for Ann-Sofie Greve True, der er spedition- og shippingelev hos transportfirmaet Anders Nielsen & Co A/S.

Netop som frokosten havde lagt sig, og dagens sidste opgaver skulle ordnes, forvandlede hendes skrivebordsplads sig til omdrejningspunktet for blomster, kamerablitz og heppende klapsalver.

En tydeligt overrasket Ann-Sofie fik hurtigt afklaring på grunden til festlighederne. Hun var nemlig blandt vinderne af årets Uddannelsespris fra Hedorfs Fond, der hvert år gives til de tre bedste fagprøver på uddannelser inden for godstransport.

Ann-Sofie tager sin uddannelse på Aarhus Business College, og hun er gennem to år elev hos Anders Nielsen & Co. Hendes fagprøve bestod af dybdegående og dokumenterbare undersøgelser af virksomhedens praksis med fokus på innovation, bæredygtighed, anvendelse af nye teknologier – samt salg og kundeservice, der også afspejler flere af transportbranchens nutidige værdier.

Et højt niveau

At det netop er en elev fra Aarhus Business College, der vinder prisen og 10.000 kr., glæder Ann-Sofies underviser Tina Frislev:

“Som underviser på spedition og shipping-uddannelsen bliver man stolt over alle de dygtige elever, Aarhus Business College er med til at sende ud til en forhåbentlig god og lang karriere i transportbranchen, hvor kun den enkeltes ambitionsniveau sætter grænsen for mulighederne,” siger hun og understreger, at der er et gennemgående højt niveau af ildhu og professionalitet hos elever på uddannelsen.

“Når eleverne laver fagprøve, leverer de gang på gang et yderst gennemarbejdet projekt, hvor de viser, at de mestrer praksis i forhold til den teori og viden, de har tilegnet sig under uddannelsen. Det er en fornøjelse at se den udvikling, eleverne gennemgår frem mod eksamen, hvor de når i mål,” siger Tina Frislev.

Vi ønsker Ann-Sofie stort tillykke med den flotte uddannelsespris.

Om prisen

Hedorfs Fond uddeler hvert år uddannelsespriser til de bedste afgangsprojekter på uddannelser inden for godstransport.

Uddelingen af priserne sker efter udpegning fra respektive uddannelsesinstitutioner, og uddeles via den enkelte uddannelsesinstitution på vegne af Hedorfs Fond.

Ud over det rigtig gode projekt, vil følgende kriterier også indgå i bedømmelsen:

  • Innovation
  • Bæredygtighed
  • Anvendelse af nye teknologier

Prisen er på kr. 10.000 kroner.

Se de fine billeder fra prisoverrækkelsen herunder:

Relaterede nyheder


Hurra - nu kan vi åbne skolen gradvist

Skrevet af tinie

En glædelig nyhed nåede de århusianske ungdomsuddannelser mandag aften.

Læs mere

Nye Covid19-tiltag ændrer starten på skoleåret

Skrevet af tinie fredag d. 7. august 2020

Aarhus Business College udskyder skolestarten for alle 1.års-elever på ungdomsuddannelserne en uge. Alle andre elever modtager virtuel undervisning fra mandag den 10. august.

Læs mere