Aarhus
Business College

Ny Mesterlære

Ny Mesterlære er for dig, der hellere vil arbejde end sidde på skolebænken fuld tid

Hvad er Ny Mesterlære?

Arbejder du hos en købmand eller i en anden virksomhed, og har du måske fundet en elevplads, men har aldrig gået på handelsskole? Så er Ny Mesterlære lige noget for dig.

Som Ny Mesterlære-elev kan du starte din elevtid i virksomheden med det samme. Du går i skole et par faste dage om ugen og arbejder i din elevplads de øvrige dage. Du har ét fag en hel dag fra kl. 9-16, så du skal ikke forberede en masse forskellige fag til din skoledag. Du vil som regel nå dine lektier i skolen.

Du får en god vekselvirkning mellem arbejdet i din elevplads og fagene i skolen. Du kan meget lettere se meningen med skolefagene, når du kan forbinde det til hverdagen i din virksomhed.

Du får løn for både skoledage og arbejdsdage, og din arbejdsgiver får lønrefusion for de dage, du går i skole.

Som skole har vi et tæt samarbejde med din arbejdsgiver og vi indgår i en dialog, hvis der er fag du har svært ved, så du får den rette hjælp. Din kontaktlærer kommer på besøg i din virksomhed for at snakke om din skolegang, og det afsluttende projekt.

Når du er færdig med dit Ny Mesterlære-forløb, fortsætter du på hovedforløbet. Her skal du gennemføre specialefag og den fagprøve, der hører til din uddannelse.

Vil du være Ny Mesterlære-elev?

Hvis et forløb som Ny Mesterlære er noget for dig, så kontakt vores studievejledere. De hjælper med at afklare, hvor meget skolegang du har brug for, og hvor længe du skal være i lære. På den baggrund tilrettelægger de dit Ny Mesterlære-forløb og du kan få afklaret, hvordan dit uddannelsesforløb kan skrues sammen.

Bliv Ny Mesterlære-elev

Lene Grønbech Sørensen
Vejleder
89 36 31 16lgso@aabc.dk

Hvad gør du som arbejdsgiver?

Hvis du har en medarbejder, der gerne vil være faglært via Ny Mesterlære, så kan du blive klogere på ansættelsesforløb, vilkår samt afslutning og fagprøve mv. nedenfor.

Sådan ansætter du eleven

Vi tager elever i Ny Mesterlære, fordi vi prioriterer elevuddannelsen. Jo flere elever, vi tager ind og dygtiggør, jo større talentmasse kan vi sende videre i vores eget system.

Om få år kommer dansk detail til at mangle 20.000 elever, og Ny Mesterlære er en god mulighed for at få flere talentfulde unge ind i branchen. Vi rekrutterer ud fra profiler og kompetencer – det behøver ikke være 12-talselever. Vi ser på, hvad folk indeholder, og Ny Mesterlære kan være en fin vej for unge, som er skoletrætte eller bare trænger til at komme ud og prøve kræfter med virkeligheden.

Vi investerer et år i eleven i begyndelsen. Det giver pote på den lange bane, for eleverne udvikler sig rigtig meget og får den gode kobling mellem teori og praksis lige fra den første uge. Efter 3 år er de meget fagligt kompetente.

Vi har et rigtig godt samarbejde med Aarhus Business College, og vi er tæt på vejlederen. Det hjælper til, at tingene glider lettere. Aarhus Business College hjælper også i rekrutteringen ved at håndplukke elever med potentiale til lige præcis vores forretning.

Kim Stiller

Varehuschef, Føtex City Vest