Nyhed

Ung-Omsorg-aspect-ratio-1204-594

Unge HHX’ere fra Aarhus til DM i entreprenørskab

To hold fra HHX-gymnasiet dyster i årets konkurrence

En gruppe HHX-elever fra Aarhus Business College er klar til at dyste ved DM i Entreprenørskab 2026, når Danmarksmesterskabet løber af stablen den 5. maj i Industriens Hus i København.

De to hold Ung Omsorg og EduFeed er gået videre til danmarksmesterskabet.

Ensomhed skal bekæmpes blandt ældre

Et af holdene deltager med forretningskonceptet Ung Omsorg, der har til formål at bekæmpe ensomhed blandt ældre.

Bag konceptet står fire HHX-elever, som i innovationsundervisningen arbejdede med at identificere konkrete samfundsudfordringer. Her blev ensomhed blandt ældre et centralt fokus.  Idéen opstod ud fra egne erfaringer med bedsteforældre, som bor langt væk, og en hverdag hvor tiden til besøg ofte er begrænset.

Der er over 100.000 ældre, som er ensomme. Det ønsker vi at løse ved at kombinere ældre med unge mennesker med denne besøgsordning.

– Ung Omsorg

Ung Omsorg er tænkt som en abonnementsordning, hvor pårørende kan betale for, at unge kommer på faste besøg hos ældre.

Projektet er blevet afprøvet i praksis. Eleverne har rekrutteret testpersoner via lokale Facebook-grupper, og responsen har ifølge gruppen været meget positiv. I interviewet med TV 2 Østjylland fortæller de, at mange pårørende oplever, at netop denne type tilbud mangler, og at de ser et stort potentiale i, at unge spiller en mere aktiv rolle i indsatsen mod ensomhed.

EduFeed vil forbedre feedback til elevers opgaver

HHX har også et andet hold med i årets konkurrence kaldet EduFeed.

EduFeed er en platform, som har til formål at hjælpe lærerne med at give mere retvisende og bedre feedback til eleverne. Det foregår ved, at lærerne smider elevernes opgaver ind på platformen, hvor vedkommende dernæst læser opgaverne igennem og vurderer, hvad der er godt og mindre godt. Her bruger platformen AI imens og transkriberer til sammenhængende tekst med afsæt i lærerens ord.

Vi stod en dag på en færge og havde alle 4 lige fået vores opgaver retur. Her så vi forbedringspotentiale. Så kom vi på ideen om, at elever kunne få en mere sammenhængende tekst tilbage.

– EduFeed

Deltagelsen ved DM i Entreprenørskab er kulminationen på undervisningsforløbet Company Programme, som er en fast del af entreprenørskabsundervisningen på HHX. Danmarksmesterskabet samler elevteams fra ungdomsuddannelser i hele landet, som præsenterer deres idéer for et professionelt dommerpanel bestående af erhvervs- og organisationsfolk. Holdene bedømmes på rapport, scenepræsentation, stand interview og lukket dommerinterview.

Ved DM kåres en danmarksmester samt en anden- og tredjeplads, og der uddeles desuden en række særpriser. Vinderholdet går videre til Europamesterskabet i entreprenørskab, der i år afholdes i Riga i juli.

For HHX-eleverne fra Aarhus handler DM ikke kun om placeringer, men om at vise, hvordan gymnasieelever kan omsætte undervisning til løsninger med reel samfundsmæssig værdi.