Aarhus
Business College
HHX Aarhus HandelsgymnasiumNyhederWammen i krydsild på HHX

Wammen i krydsild på HHX

Skrevet af liro mandag d. 11. marts 2019

Aarhus Handelsgymnasium Risskov fik besøg af den tidligere minister og borgmester Nicolai Wammen, og der var masser af kritiske spørgsmål til S-profilen.

”De stemmer ikke allesammen på Socialdemokratiet,” konstaterede Nicolai Wammen tørt, da han forlod klassen 3.D på Aarhus Handelsgymnasium Risskov.

I næsten en time havde de engagerede elever en spændende debat med den tidligere socialdemokratiske minister og borgmester i Aarhus – og der var mange kritiske spørgsmål.

En skov af hænder røg i vejret, og eleverne fik blandt andet Nicolai Wammens ord for, at en socialdemokratisk regering vil afskaffe den omstridte Digitale Prøvevagt ved eksamen.

Andre spørgsmål var fx:

  • Hvad er din holdning til kønsneutrale lyskryds?
  • Hvordan vil I skaffe penge til differentieret pension?
  • Får vi nogensinde en regering med S og DF?
  • Er det ikke åndssvagt, at man med arveafgiften skal betale skat to gange?
  • Hvorfor ville du ikke være borgmester i Aarhus længere?
  • Hvordan argumenterer dit parti imod besparelser på uddannelser?

(Læs svarene i slutningen af artiklen)

Selv om gymnasieeleverne i 3.D ikke lod Nicolai Wammen slippe let om ved seancen, var han glad for oplevelsen.

”Det har været en kæmpe fornøjelse at snakke med eleverne og høre deres stærke holdninger til både uddannelsespolitik, miljø og det kommende folketingsvalg. Det er godt at møde det engagement, der er – uanset om man er enig og uenig,” sagde Nicolai Wammen på vej ud ad døren på Vejlby Centervej.

”HHX er en utrolig vigtig ungdomsuddannelse, som både giver en masse til de enkelte unge og til Danmark som samfund. Derfor er det også en stor fornøjelse at være her i dag og opleve elevernes engagement på nært hold.”

Nicolai Wammen var inviteret af klassens danskunderviser Iben Sønderup, som ved det kommende folketingsvalg selv stiller op for Socialdemokratiet.

Det svarede Nicolai Wammen:

  • Hvad er din holdning til kønsneutrale lyskryds?
    (Svar: Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg ikke, det er den vigtigste sag i Danmark. Det er ikke der, jeg vil bruge skattekronerne.)
  • Hvordan vil I skaffe penge til differentieret pension?
    (Svar: Primært gennem bidrag fra den finansielle sektor)
  • Får vi nogensinde en regering med S og DF?
    (Svar: Ikke efter det kommende valg. Der er for mange ting, vi er uenige om. I S vil vi hellere danne regering med os selv.)
  • Er det ikke åndssvagt, at man med arveafgiften skal betale skat to gange?
    (Svar: Vi skal finansiere velfærdssamfundet, men du har ret i, at vi kan indrette arveafgiften mere retfærdigt. Vi foreslår, at man kan arve op til 500.000 kroner, før man skal betale afgift. Hvis man arver et højere beløb, skal man betale en større afgift end i dag.)
  • Hvorfor ville du ikke være borgmester i Aarhus længere?
    (Svar: At være borgmester i Aarhus er noget af det bedste, man kan være. Jeg kan varmt anbefale det. Men jeg havde været det længe, og der skulle nye kræfter til.)
  • Hvordan argumenterer dit parti imod besparelser på uddannelser?
    (Svar: Hvis ikke vi giver jer en uddannelse af høj kvalitet, så I bliver mindst lige så dygtige som unge fra fx USA, Kina eller Italien – så bliver det svært for erhvervslivet i Danmark at konkurrere. Noget af det, Danmark kan, er at uddanne dygtige mennesker. Vi har ikke penge i undergrunden, når olien i Nordsøen er væk, så det, vi skal tjene penge på, er jer i dette klasselokale. Hvis vi ikke investerer i jer, risikerer vi at sakke bagud.)

Relaterede nyheder


Iben underviser på HHX og stiller op til Folketinget

Iben underviser på HHX og stiller op til Folketinget

Skrevet af signe

Der er udskrevet valg i Danmark. For Iben Sønderup betyder det ikke kun, at regeringsmagten potentielt skifter. Valget kan nemlig også betyde, at hun snart skifter lærerværelset i Risskov ud med Chris...

Læs mere
"Mit engagement i politik gør mig til en bedre underviser"

"Mit engagement i politik gør mig til en bedre underviser"

Skrevet af signe

Politik bliver meget konkret for eleverne, når de ser Christoffer Pedersens portræt i lygtepælene. Flere af underviserne på HHX Aarhus Handelsgymnasium kan findes på stemmesedlen ved lands- eller komm...

Læs mere

Aarhus Business College

HHX Aarhus Handelsgymnasium

Vejlby Centervej 50

8240 Risskov

8936 3800

admve@aabc.dk

Viemosevej 1

8260 Viby J

8936 3450

admvi@aabc.dk

CVR: 48 57 06 58

EAN: 5798000554238