Retningslinier for kvalitetsstyring og kvalitetssikring af udliciterede uddannelsesopgaver
1. Uddannelsesplan
Udgangspunktet for definitionen af kvaliteten er uddannelsesplanen for den enkelte uddannelse under Fælles Kompetence Beskrivelse (FKB). Heraf fremgår bl.a. de handlingsorienterede mål, som uddannelsen skal sikre opnås hos deltagerne.
Som eksempel på handlingsorienterede mål for uddannelsen ”ETB 1 for administrative funktioner” (41499) fremgår følgende:
-
Grundlæggende tekstbehandlingsfunktioner
Med udgangspunkt i relevante arbejdsopgaver kan deltageren anvende ukomplicerede tekstbehandlingsfunktioner til indskrivning, formatering og redigering af tekst (fx margener, tekstjustering, orddeling, stavekontrol samt anvendelse af hjælpefunktion). -
Filhåndtering
Deltageren kan anvende tekstbehandlingssystemets muligheder til rationel håndtering af filer i en hensigtsmæssig gruppering. Derudover kan deltageren udnytte systemets søgefunktioner.
Århus Købmandsskole (ÅKS) stiller krav om at modtage en tidsopdelt lektionsplan, der sikrer, at de handlingsorienterede mål opnås. Lektionsplanen skal indeholde en beskrivelse af indhold, undervisningsmetode, eksempler, opgaver og hvilke nødvendige hjælpemidler, der indgår. Endvidere skal det af alle lektionsplaner på Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU-uddannelser) fremgå, at der er tale om en offentlig åben efteruddannelse.
For at sikre, at alle informeres om, hvad en AMU-uddannelse er, skal den eksterne leverandør udarbejde en generel orientering om AMU-uddannelser. Orienteringen skal udleveres til alle deltagere og skal gennemgås af underviseren ved introduktionen til uddannelsesforløbet. Ligeledes skal det tydeligt præciseres ved indledningen af alle uddannelser, at det ÅKS, der er udbyder af AMU-uddannelsen, og at den er udliciteret til en ekstern leverandør. Endelig skal det af alt materiale fremgå (både det der udleveres, og det der vises på OH, PowerPoint præsentation m.v.) at uddannelsen udbydes af ÅKS og gennemføres i samarbejde med den eksterne leverandør.
3. Information til deltagerne
ÅKS stiller krav om, at deltagerne informeres om de gældende regler for deltagelse i en AMU-uddannelse. Det kunne eksempelvis være:
- En AMU-uddannelse er en erhvervsrettet faglig eller almen-faglig arbejdsmarkedsuddannelse, der har til formål at udbygge, vedligeholde og forbedre de erhvervsmæssige kvalifikationer hos deltagerne.
- En AMU-uddannelse er en generel uddannelse, der overvejende er offentligt finansieret, idet der dog skal erlægges en symbolsk deltagerbetaling.
- En AMU-uddannelse giver som hovedregel faglig eller almen kompetence, som senere kan anvendes i forbindelse med evt. merit til erhvervsuddannelser eller anden uddannelse.
Målgruppe
Målgruppen for AMU-uddannelser er personer i beskæftigelse og ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Deltagerne må dog ikke tidligere have gennemført en uddannelse, der ligger over erhvervsuddannelsesniveau.
Lønkompensation
Hvis deltagerne får løn fra sin arbejdsgiver under uddannelsen, modtager arbejdsgiveren lønkompensation i form af VEU-godtgørelse. Derfor skal den eksterne leverandør sikre at der udfyldes et VEU-skema senest når uddannelsen påbegyndes .
Kost og logi
Hvis AMU-uddannelsen gennemføres som internat-kursus (deltageren bor på kursusstedet under uddannelsen) og der er mere end 60 km mellem hjem og uddannelsessted, er der mulighed for at opnå tilskud til kost og logi. Også her skal den eksterne leverandør sikre at der udfyldes et skema, som skal afleveres til ÅKS senest ved uddannelsens afslutning. Administrative regler
Som det fremgår, skal der udfyldes forskellige skemaer, der har til formål at registrere og kontrollere, at AMU-uddannelserne bliver gennemført efter reglerne. Det er derfor uhyre vigtigt, at deltagerne udfylder skemaerne korrekt. Skulle der opstå spørgsmål, som den eksterne leverandør ikke kan besvare, bør der derfor henvises til ÅKS, tlf. 89363018
Uddannelsesbevis
Efter uddannelsen får deltagerne udleveret et AMU-uddannelsesbevis, der beskriver de emner, deltagerne har arbejdet med under uddannelsesforløbet. Disse beviser fremsendes direkte fra ÅKS til deltagerne efter kursets afslutning.
5. Underviser kvalifikationer
Forudsætningen for at undervise på en AMU-uddannelse er, at instruktøren som minimum har kvalifikationer, som svarer til erhvervsuddannelsesniveau, samt mindst 2 års relevant og tidssvarende erhvervserfaring, ligesom man skal have erhvervet pædagogiske kvalifikationer mindst svarende til niveauet i den pædagogiske uddannelse (pædagogikum), der gennemføres efter bekendtgørelse om den pædagogiske uddannelse af lærere ved erhvervsskolerne. 6. Lokale og udstyrsmæssige krav
Alt afhængig af uddannelsen skal den eksterne leverandør stille et undervisningslokale til rådighed med relevant udstyr.
Det betyder, at der som minimum skal være 16 PC´ere til deltagerne samt 1 PC til instruktøren. PC´erne, der skal være udstyret med lydkort, headset, højtaler m.v., skal være koblet op på Internettet. Desuden er det krav, at der skal være tilstrækkelig båndbredde til rådighed for streaming video, mens software skal være de seneste versioner af Windows 2000/XP efter behov samt MS Office 2000/XP efter behov.
7. Kvalitetskontrol og opfølgning
ÅKS stiller krav om en løbende kvalitetskontrol efter hvert uddannelsesforløb. I den forbindelse skal samtlige deltagere på en AMU-uddannelse, der er udliciteret til en ekstern leverandør, anvende www.amu-kvalitet.dk. Evalueringerne skal leve op til et kvalitetsmål på 4,5 i gennemsnit for hvert spørgsmål. Hvis dette ikke er tilfældet kræver ÅKS en redegørelse og konkret handlingsplan, der kan sikre kvaliteten i evt. fremtidige uddannelsesforløb.
Ønsker du yderligere informationer om fx de økonomiske vilkår, er du velkommen til at rette henvendelse til kursuschef Lene With på tlf. 89363018 eller på lw@aabc.dk
